Lange kedelige dage

Hverdagene er de værste. Da jeg står og skal til at flytte er jeg uden beskæftigelse pt - hvilket også betyder jeg stortset ikke får snakket med andre. Jeg er begyndt at tage initiativ til at komme lidt mere ud, f.eks. gå hen til supermarkedet og få handlet hver dag, så køber jeg bare det jeg skal spise den enkelte dag, og får i det mindste sagt hej til en medarbejder ved kassen. Det giver alligevel et lille boost, og bliver hurtigt et højdepunkt på dagen. Tillgengæld resulterer min ensomhed og manglende interesse i nogle helt fantastiske aften måltider, der er lavet fra bundet med friske råvarer - og at få sådan et måltid det gør sgu et eller andet ved mig, at jeg ikke er faldet helt fra hinanden endnu og lever af frosne pizzaer.

Jeg ved sjældent hvad jeg skal give mig til, jeg kan ikke finde ud af hvad jeg rigtigt interessere mig for længere. Jo jeg ved jeg elsker at plante og passe haven, eller gå en tur med hunden - men det har jeg ikke adgang til i min dagligdag, hvor jeg ikke har nogen have at gå at nusse om. Jeg er også begyndt at se fodbold, det skulle man aldrig have troet hvis man havde mødt mig for et par år siden, men det giver mig noget at give mig til og gå op i, og det savner jeg virkelig i mit liv. At have en motivation til at stå op om morgenen, have en mening, føle sig værdsat og nødvendig.

I mine øjne går ensomhed og kedsomhed hånd i hånd - jeg keder mig konstant, og det er på trods af at der ellers er mange opgaver at gå igang med.. Jeg kunne jo få ryddet op i lejligheden, få taget et bad, eller bare se en god film. Og nu er det ikke fordi jeg aldrig går i bad, eller min lejlighed ligner jeg ved ikke hvad - Jeg er bare god til at få udsat tingene, selvom jeg alligevel intet har at lave og faktisk er desperat efter at finde noget at lave. Når man går i skole eller på arbejde som de fleste andre, så går dagligdagen jo bare, så er man sammen med sine venner der, hænger ud sammen efter skole, eller mødes og får en øl en fredag aften. Men det netværk har jeg slet ikke. Det havde jeg. Men efterhånden som man er vokset fra hinanden, jeg er flyttet til en anden by, og jeg har brændt en helveds masse broer i mine psykotiske tider, så er det hele ligesom forsvundet. Alle er kommet videre med deres liv, og tilbage står jeg, og kan ikke komme videre.

Det er ikke bare sådan for mig at få nye venner når man ikke går i byen, eller rigtigt har en hobby. Jeg kunne møde folk over nettet, men det er oftest så overfladisk og intetsigende at det ikke ender i noget godt. Jeg kunne prøve at redde gamle venskaber, men de broer er oftest for længst brændt, og de er kommet videre - og har sikkert glemt jeg overhovedet findes. Siden igår har jeg faktisk formået at få mig selv på talefod med en jeg var meget uvenner med, og jeg er så taknemmelig for dem som er villig til at give mig en chance mere.