Tilbage til Rødderne

Jeg har besluttet mig for at prøve igen. Jeg har savnet at have et frirum hvor jeg kan komme af med alle mine tanker og følelser, og mit tidligere fejlede forsøg som ikke skulle omhandle mig eller mit privatliv gik i vasken. Nok mest af alt fordi jeg er en meget personlig fyr, jeg kan ikke holde mit liv eller følelser ude af en samtale eller en debat, og det har jeg efterhånden accepteret. Så ja, Just a Boy er blevet til Just a Man, jeg er blevet ældre, mere moden, og har bagagen fyldt med gode og dårlige erfaringer. Den her blog bliver som min helt gamle, og til jer der ikke kender den, så er den meget personlig og følelsesladet.

Jeg har boet alene i egen lejlighed i 2 år, og kan for alvor mærke ensomheden krybe sig ind under huden. Og når jeg tænker over det, kender jeg ikke halvdelen af dem jeg bor på etages med's navne, og selv hvis jeg møder dem undgår jeg øjenkontakt og skynder mig videre. Man kan spørge sig selv hvorfor? Især hvis man tænker på hvor ensom jeg i virkeligheden er, og hvor meget jeg savner kontakt til omverdenen og mine medmennesker. Men hvad er det der gør vi lidt lever i en generation af mennesker, der helst undgår hinanden, og hvis vi endelig skal snakke sammen skal det være positivt og gode nyheder? Hvornår blev det sådan, at det ikke længere var okay, ikke at være okay?

Instagram, facebook, tinder, og diverse andre sociale medier sætter en kasse op omkring os, og gør os til en slags robotter uden følelser. Vi snakker ikke åbent om vores problemer, for hvem gider egentlig også at høre på det? Vi bedømmer andre udfra enkelte billeder, som var de en materiel genstand, afviser blankt jævnaldrene fordi de ikke lever op til samfundets idealer? Og jeg skal bestemt ikke lyde frelst, jeg er en del af problemet. Hvilket fører mig til noget helt andet, nemlig mine evner til at få ødelagt de få kontakter jeg så endelig har.

Det må være i en rus af angst og desperation at jeg formår at få ødelagt alle de sociale kontakter jeg så har. Jeg har en eller anden form for paranoia der hænger over mig, og konstant bilder mig ind at alle egentligt er ude på noget dårligt, og bare vil udnytte mig. Jeg bliver oftest så bange jeg konfrontere folk om det kan passe - hvilket altid ender i de misforstår hvad jeg i virkeligheden prøver at sige, og tager det som et personligt angreb. Og det bunder nok i at jeg er så dårlig til at formulere mig når jeg bliver ked af det eller bange. For bare minutter bagefter kan jeg jo se det jeg har gjort kom ud forkert, eller jeg overdrev alt for meget - der er det bare alt for oftest forsent, og i nye venskaber tænker de andre sikkert bare "Wow det ved jeg ikke om jeg kan overskue" - hvilket jeg måske i bund og grund godt forstår. Fordi jeg er en svær person, jeg har været udsat for så meget, der gør jeg er mistroisk overfor alt og alle.

I sidste ende er jeg selv skyld i jeg er ensom, det er mig der skaber problemet, det er mig der bliver sur og ked af det, og det er mig der kommer med personlige angreb. Jeg tror på at første skridt der skal tages for at få lavet om på det er, at jeg selv kan stå ved det, og jeg kan få skrevet det ned. Så den her blog, vil så vidt muligt dokumenterer min rejse til at blive et bedre menneske. Og til alle der læser med derude jeg har såret, gjort ked af det, eller skuffet i tidens løb, vil jeg bare godt sige undskyld. Det ændre ikke det store, men jeg er oprigtigt ked af så mange ting jeg har sagt, der nok aldrig kan gøres godt igen.