Livet er et Eventyr

Om under 3 uger flytter jeg fra Randers og til Århus. Det har været en lang proces, og den har været undervejs længe. Jeg tror aldrig rigtigt jeg faldt til da jeg flyttede til, jeg kendte ingen butikker, ingen mennesker, og følte mig generelt utryg ved at færdes i byen. Der hersker også en åndsvag "randers-stereotype" om at alle fra Randers laver kriminalitet, drikker Mokai og går i Shox - hvilket jo lyder meget uskyldigt! Lige indtil man finder ud af, at der er nogen der tager det ret alvorligt, og de vil bestemt ikke have noget at gøre med en der bor i Randers, fordi det var da simpelthen alt for kikset. Her snakker vi om voksne mennesker der er rundet 18 år!

Til en start flytter jeg hjem til mine forældre igen. Det bliver rigtig spændende faktisk, jeg har ikke boet hjemme ved dem siden jeg var 15 år, og jeg tror det vil give mig en helt masse i forhold til min ensomhed. Hjemme ved dem har de også en stor have, vores hund, og to katte - der er lidt mere at give sig til og gå i gang med! Især nu når sommer sæsonen nærmer sig og ukrudtet vokser i haven med lysets fart, og der skal vandes dagligt. Og så kan jeg også komme ud og gå nogle gode lange ture med vores dejlige hund Marley.

De sidste par uger er gået med at jeg er hjemme ved mine forældre i weekenden for at gøre klar til jeg skal flytte hjem. Vi har lavet hele vores kælder om til en slags "mini lejlighed" selvom den faktisk er større end hvad jeg bor i nu! Det eneste jeg ikke har, er mulighed for at lave mad hvor jeg så skal oven på, men det gør jo heller ikke spor. Jeg har også besluttet mig for at næste gang jeg skal have lejlighed og bo "selv", skal det være sammen med andre. Om det er en kæreste, 2 kammerater, eller i et bofællesskab, det er sådan set ligemeget for mig. Men jeg savner nogen at dele alt med. Det dårlige lige så vel som det gode.

Jeg håber og tror på at jeg går en positiv fremtid i møde. Jeg har også over halveret mit antidepressive medicin forbrug fra 150mg til 50mg, så jeg tror virkelig på at mit liv er på vej på det rette spor. Der er stadigvæk nogle problemer at kæmpe med, men jeg ved jeg er stærk, og jeg har været så meget igennem at problemerne bare kan komme an! Jeg tager dem med oprejst ryg og et smil. Jeg ser altid livet som et eventyr. Man skal igennem farlige skove, store bjerge, bekæmpe frygtindgydende drager, for til sidst at finde en skat. Det kan du jo gå og tænke lidt over.

Den Onde Spiral

Det hele kører lidt i ring. Fordi jeg ved at jo mere jeg skriver om min ensomhed, jo flere vil blive skræmt væk, men på samme tid giver det mig noget at jeg kan være ærlig overfor andre og mig selv på min blog og skrive hvad jeg virkelig føler. Det er ikke ligefrem noget man får skrevet på en t-shirt og går rundt og skilter med at man er ensom. Og det tror jeg der er en god grund til! Ser du, jeg tror det hænger lidt sådan sammen er folk er BANGE for at omgås ensomme mennesker, lidt i frygt for at det så skulle smitte af på dem tror jeg. Og det er jo en skam! Fordi jeg ved at jeg slet ikke er alene med det her problem, jeg tror der er SÅ mange lejligheder derude med ensomme unge mennesker, der simpelthen bare ikke ved hvordan man skal tage det første skridt. Og jeg er en af dem.

Hvis nogen har set den serie der har kørt på dr1 med Thomas Blachmann, så fremhæver den så meget mange af mine pointer! Vores nabofællesskab er helt dødt rundt omkring i Danmark, og det med at man kommer rendende ud og ind hos hinanden er slut - og det er en skam! Hvorfor er det vi ikke lige får inviteret nogen andre end "dem vi plejer" når der holdes fest, middag, eller andre sociale begivenheder? Vi er jo allesammen bare mennesker, med hver vores historie, vi er jo slet ikke så farlige igen. Men jeg er ikke selv nogen helt, jeg kunne i princippet bare gå ind til naboen og ringe på, men jeg er simpelthen bange for at blive afvist - fordi der ikke rigtigt er en kultur længere til at vi lukker nye mennesker ind i vores liv. Hvor ville det være nemt, hvis man bare vidste at man altid var velkommen et sted til en kop kaffe, og at man bare kunne ringe på hvis man lige manglede en kop sukker.

Jeg ved i hvert fald med mig selv at alle ville være velkommen hjemme ved mig, men hvis ikke man ved andre har det sådan, hvordan griber man det så an? Vi ensomme er ofte sårbare, og en afvisning er ikke altid lige til at overkomme, så bare frygten for det holder en væk. Man burde lave sådan en "pennevenneordning" hvor man ligesom i folkeskolen, kunne få en penneven man kunne skrive med, dele bekymringer, og gode stunder med. Så skulle man bare tilmelde sig via en hjemmeside, og så kunne ensomme, og dem der var frisk på at møde nye mennesker tilmelde sig der. Mange tænker sikkert at det kunne man bruge facebook, eller dating sider til, men jeg tror bare ofte folk har nogle helt andre forventninger derinde. Der er ligesom et socialt pres til at man skal have det bedste, man kun deler gode nyheder, og alt bare skal være godt og positivt. Hvad synes i om den ide?

Lange kedelige dage

Hverdagene er de værste. Da jeg står og skal til at flytte er jeg uden beskæftigelse pt - hvilket også betyder jeg stortset ikke får snakket med andre. Jeg er begyndt at tage initiativ til at komme lidt mere ud, f.eks. gå hen til supermarkedet og få handlet hver dag, så køber jeg bare det jeg skal spise den enkelte dag, og får i det mindste sagt hej til en medarbejder ved kassen. Det giver alligevel et lille boost, og bliver hurtigt et højdepunkt på dagen. Tillgengæld resulterer min ensomhed og manglende interesse i nogle helt fantastiske aften måltider, der er lavet fra bundet med friske råvarer - og at få sådan et måltid det gør sgu et eller andet ved mig, at jeg ikke er faldet helt fra hinanden endnu og lever af frosne pizzaer.

Jeg ved sjældent hvad jeg skal give mig til, jeg kan ikke finde ud af hvad jeg rigtigt interessere mig for længere. Jo jeg ved jeg elsker at plante og passe haven, eller gå en tur med hunden - men det har jeg ikke adgang til i min dagligdag, hvor jeg ikke har nogen have at gå at nusse om. Jeg er også begyndt at se fodbold, det skulle man aldrig have troet hvis man havde mødt mig for et par år siden, men det giver mig noget at give mig til og gå op i, og det savner jeg virkelig i mit liv. At have en motivation til at stå op om morgenen, have en mening, føle sig værdsat og nødvendig.

I mine øjne går ensomhed og kedsomhed hånd i hånd - jeg keder mig konstant, og det er på trods af at der ellers er mange opgaver at gå igang med.. Jeg kunne jo få ryddet op i lejligheden, få taget et bad, eller bare se en god film. Og nu er det ikke fordi jeg aldrig går i bad, eller min lejlighed ligner jeg ved ikke hvad - Jeg er bare god til at få udsat tingene, selvom jeg alligevel intet har at lave og faktisk er desperat efter at finde noget at lave. Når man går i skole eller på arbejde som de fleste andre, så går dagligdagen jo bare, så er man sammen med sine venner der, hænger ud sammen efter skole, eller mødes og får en øl en fredag aften. Men det netværk har jeg slet ikke. Det havde jeg. Men efterhånden som man er vokset fra hinanden, jeg er flyttet til en anden by, og jeg har brændt en helveds masse broer i mine psykotiske tider, så er det hele ligesom forsvundet. Alle er kommet videre med deres liv, og tilbage står jeg, og kan ikke komme videre.

Det er ikke bare sådan for mig at få nye venner når man ikke går i byen, eller rigtigt har en hobby. Jeg kunne møde folk over nettet, men det er oftest så overfladisk og intetsigende at det ikke ender i noget godt. Jeg kunne prøve at redde gamle venskaber, men de broer er oftest for længst brændt, og de er kommet videre - og har sikkert glemt jeg overhovedet findes. Siden igår har jeg faktisk formået at få mig selv på talefod med en jeg var meget uvenner med, og jeg er så taknemmelig for dem som er villig til at give mig en chance mere.

Tilbage til Rødderne

Jeg har besluttet mig for at prøve igen. Jeg har savnet at have et frirum hvor jeg kan komme af med alle mine tanker og følelser, og mit tidligere fejlede forsøg som ikke skulle omhandle mig eller mit privatliv gik i vasken. Nok mest af alt fordi jeg er en meget personlig fyr, jeg kan ikke holde mit liv eller følelser ude af en samtale eller en debat, og det har jeg efterhånden accepteret. Så ja, Just a Boy er blevet til Just a Man, jeg er blevet ældre, mere moden, og har bagagen fyldt med gode og dårlige erfaringer. Den her blog bliver som min helt gamle, og til jer der ikke kender den, så er den meget personlig og følelsesladet.

Jeg har boet alene i egen lejlighed i 2 år, og kan for alvor mærke ensomheden krybe sig ind under huden. Og når jeg tænker over det, kender jeg ikke halvdelen af dem jeg bor på etages med's navne, og selv hvis jeg møder dem undgår jeg øjenkontakt og skynder mig videre. Man kan spørge sig selv hvorfor? Især hvis man tænker på hvor ensom jeg i virkeligheden er, og hvor meget jeg savner kontakt til omverdenen og mine medmennesker. Men hvad er det der gør vi lidt lever i en generation af mennesker, der helst undgår hinanden, og hvis vi endelig skal snakke sammen skal det være positivt og gode nyheder? Hvornår blev det sådan, at det ikke længere var okay, ikke at være okay?

Instagram, facebook, tinder, og diverse andre sociale medier sætter en kasse op omkring os, og gør os til en slags robotter uden følelser. Vi snakker ikke åbent om vores problemer, for hvem gider egentlig også at høre på det? Vi bedømmer andre udfra enkelte billeder, som var de en materiel genstand, afviser blankt jævnaldrene fordi de ikke lever op til samfundets idealer? Og jeg skal bestemt ikke lyde frelst, jeg er en del af problemet. Hvilket fører mig til noget helt andet, nemlig mine evner til at få ødelagt de få kontakter jeg så endelig har.

Det må være i en rus af angst og desperation at jeg formår at få ødelagt alle de sociale kontakter jeg så har. Jeg har en eller anden form for paranoia der hænger over mig, og konstant bilder mig ind at alle egentligt er ude på noget dårligt, og bare vil udnytte mig. Jeg bliver oftest så bange jeg konfrontere folk om det kan passe - hvilket altid ender i de misforstår hvad jeg i virkeligheden prøver at sige, og tager det som et personligt angreb. Og det bunder nok i at jeg er så dårlig til at formulere mig når jeg bliver ked af det eller bange. For bare minutter bagefter kan jeg jo se det jeg har gjort kom ud forkert, eller jeg overdrev alt for meget - der er det bare alt for oftest forsent, og i nye venskaber tænker de andre sikkert bare "Wow det ved jeg ikke om jeg kan overskue" - hvilket jeg måske i bund og grund godt forstår. Fordi jeg er en svær person, jeg har været udsat for så meget, der gør jeg er mistroisk overfor alt og alle.

I sidste ende er jeg selv skyld i jeg er ensom, det er mig der skaber problemet, det er mig der bliver sur og ked af det, og det er mig der kommer med personlige angreb. Jeg tror på at første skridt der skal tages for at få lavet om på det er, at jeg selv kan stå ved det, og jeg kan få skrevet det ned. Så den her blog, vil så vidt muligt dokumenterer min rejse til at blive et bedre menneske. Og til alle der læser med derude jeg har såret, gjort ked af det, eller skuffet i tidens løb, vil jeg bare godt sige undskyld. Det ændre ikke det store, men jeg er oprigtigt ked af så mange ting jeg har sagt, der nok aldrig kan gøres godt igen.